Nej tak til at være coronapoliti

Hvad rager mine sundhedsoplysninger min frisør eller min lokale restaurant eller lille cafe, når jeg helt frivilligt vælger at gå ned og blive studset, spise en bøf eller tage mig en sort kop kaffe? Nu skal personalet være coronabetjente og se bevis på, at jeg nylig er blevet testet, er vaccineret eller har været coronasyg. Hvis jeg ikke har dette dødssyge coronapas med, så skal personalet nægte kunderne adgang. Du må ikke komme ind, det siger myndighederne, og jeg skal sige nej tak til at få penge i den tomme kasse. Det er også ulovligt at rende nøgen rundt, så skal man også kontrollere, om folk har tøj på? Man må heller ikke tale dårligt om statsministeren, skal vi have lyttere ansat? Det er det rene befolkningskontrol, så det klodser, og det job skal nu bestrides af de virksomheder, der siden før jul har været tvangslukkede og har været i det økonomiske fryserum alt for længe. Nu skal de være klar til at varetage en myndighedsopgave, at være coronapoliti helt gratis, og virksomhederne får regningen. Det er prisen for at få lov at åbne, kan man forstå, og hele den bovlamme opposition hoppede lige i gryden med statsministeren. Hun blev i sine unge dage kaldt ”skrigeskinken”, men i sit nye ham er hun ”den tavse dræber”, der nægter at svare på spørgsmål, mens den selvudråbte leder af oppositionen er blevet ”det sårede dyr på savanen”, ikke ”det store dyr”, han udråbte sig selv til.

Hvad i himlens navn skal alle raske mennesker rende rundt og blive testet for, hvad vil det økonomisk betyde, at en person, der går i fitness fire gange om ugen, skal vise test hver gang. Det kan da kun være de arbejdsløse og pensionisterne, der har tid til at rende rundt for at blive testet.

Nu har organisationer, eksperter og politikere siddet og snasket dette vanvittige testhelvedespas sammen, så virksomheder efter en dyb røvtur på hjælpepakker skal være coronapoliti og smide den totalt manglende omsætning og gode kunder ud ad døren, heraus med jer, det kræver politikerne. Jeg siger nej tak.

Se debatindlægget her.