Kontant frihed

Frihed til at hæve og bruge kontanter må være borgernes frie ret, det er da for pokker vores egne penge.

I øjeblikket forsøger de store lobbyister at presse os til, at vi skal kvitte de "fedtede" kontanter og kun bruge kort. Det er nemmere for de arme banker og for de store supermarkeder, må man forstå.

Der er rigtig mange danskere, der selv kan tænke sig om, og de har altid haft kontanter i lommen. De ønsker ikke at købe en rosinbolle til 12 kroner eller et par flade sko på kort og så få proppet mailboksen med tilbud.

De ønsker heller ikke, at hvad og hvor de køber, kan blotlægges fuldstændigt. Man kan snart ikke klemme så meget som en millimeter frihed til den enkelte borger ned mellem staten og de store virksomheder. Danskerne har selvfølgelig reageret på bankernes negative renter og vil hellere have pengene selv kontant frem for at betale bankernes fest. Vores hårdt skabte frihedsrettigheder blev taget fra os af regeringen under Corona-nedlukningen, og nu er de klar til nye indgreb som for eksempel tvang til at bruge kort. Kontanter er også en sikkerhed, hvis systemet bryder sammen. Hvor mange lande i verden har monstro skippet kontanter? Ingen demokratiske. Vi må håbe, at flere siger stop for denne evige snak om "væk med kontanter", som bliver konstrueret igen og igen af det samme hylekor.

Mønter har eksisteret i århundreder, og i Danmark har vi haft sedler siden 1737, og der er ingen grund til, at de med et digitalt pennestrøg forsvinder. Jeg spurgte i nogle af de små butikker i Gentofte, og der var ikke en eneste af de små butikker, der ikke ville tage folks kontanter, så det er ikke i de små virksomheders baghave, at dette totalt tåbelige forslag er groet.

Se læserbrevet her.