Skal Gentofte styres af brokkehoveder eller flertal?

Marit Astrup kalder mit forslag om flere turister til Gentofte og krydstogtsskibe en joke. Hun kalder det ligefrem sygt, fordi hun som tilflytter fra København er søgt til vores kommune for at få ro. Selv klimaet får jeg skylden for. Her må jeg bedrøve Marit Astrup, det var i ramme alvor. I centrum af København er der snart så mange turister, at man ligefrem beder om at få turisterne til at tage til andre byer. Jeg har selv boet på Lille Strandvej og bor nu i Charlottenlund, og ja, her er stille og roligt, og vi er allesammen glade for at handle på Strandvejen, Jægersborg Allé, Ordrupvej og Gentoftegade. Og alle de super forretninger, der har stillet kapital og arbejdskraft til rådighed vil så gerne have penge i kassen, så de kan betale lønninger, huslejer, forsikringer, tilbud, og de er ustandselig i konkurrence med netbutikker og høje huslejer.

Så når fru Marit Astrup spørger om, hvem der ønsker turister til vores by, så er det ganske enkelt et flertal i vores by, dem, der kæmper hver dag for at overleve, de små butikker, og det er deres kunder. Jeg kan slet ikke se, hvordan Marit Astrup på Lille Strandvej ville blive generet af, at der holdt nogle turistbusser nede ved fortet eller på vejene omkring skoven, hvor der hver søndag holder tonsvis af biler, fordi vi har ustandselige loppemarkeder. Det mest bedrøvelige er, at nogle ganske få personer, som Marit Astrup, der kan hyle op og være fornærmede, kan bestemme over udviklingen af vores by frem for at lade flertallet af indbyggere og handlende bestemme. Det er jo de moderne maskinstormere, der som Peter Belli sang: Bliv væk for vort kvarter.

Se læserbrevet her.