Nettet lukker butikkerne

Butikkerne lukker, og eksperterne gør sig kloge på, at forretningerne var for langsomme til at omstille sig og ikke hurtige nok til at komme på nettet. Det lyder nemt, vupti, så er man på den grønne gren med www som trylleformular. Jeg besøgte en meget velassorteret, flot butik på Jægersborg Alle og fik lidt indsigt i virkelighedens nethandel. Ejerparret sammen med 3 ansatte kører forretningen og har været på nettet i flere år. Der skal bruges en ekstra fuldtidsperson til at betjene netkunderne - med lønudgift og hvad der hører til. Mange varer kommer retur og ikke altid i god stand. Hvis kunden får at vide, at man er ked af at tage varen retur, fordi den ikke er i orden, er der risiko for bål og brand, Trustpilot og Facebook, og så ender man i den digitale gabestok.

Andre gange går forretninger næsten konkurs, fordi en medarbejder ved en fejl har sat en for lav pris på en vare, men prisskiltet binder, så de skal sælge med underskud.

Andre butikker er reduceret til prøverum, hvor folk ikke køber, men blot går hjem og bestiller varen på det vidunderlige net. Et net, hvor man ikke ved, om samme regler gælder for alle.

Vi bør alle handle i lokale butikker og holde igen med kritikken på nettet. De 100 milliarder kroner, danskerne køber for om året på hjemmesider, kunne hjælpe gevaldigt på dansk detailhandels overlevelse.

A.P. Møller, LEGO, Grundfos, Danfoss og Dyne-Larsen, alle har været små virksomheder, men fik chancen, så skal vi ikke her i Gentofte Kommune stemme med fødderne og handle lokalt i de flotte forretninger og hos de gode købmænd? Køb nu lokalt, det kan ikke være så galt.

Se debatindlægget her.