Lys i vinduet

Skal der være lys over Gentofte næste år, så bør du handle lokalt. Den sidste julehandel er ved at være i hus for mange, og dog er der altid en lonely rider, der kommer susende og brænder CO2 af, så det vil noget, i allersidste øjeblik for at få købt julegaverne. Der er altid en gave, der mangler. Og der er det jo super, at de små handlende på vores lokale strøg er klar med flotte varer og er klar til at pakke alle vores gaver ind, ikke i koncernpapir, næh, i rigtigt flot julepapir med julesløjfer og hele baduljen, og skulle man have købt noget, der ikke passer, så er det nemt, hurtigt og helt gratis at få det byttet efter jul.

Har I mon tænkt over følgende?

Netbutikkerne ville aldrig støtte det lokale idrætsliv, give dit kære barn et fritidsjob, sponsere præmier til skolernes aktiviteter, turneringer m.m. eller lade de ældre medborgere i Gentofte lige smutte forbi og få dagens nyheder eller bare en menneskesludder og endda en kop kaffe.

Ønsker I også, at der er lokale butikker i fremtiden? Så er der et godt råd fra nisserne. Brug dem i dag. Støt de små handlende i lokalområdet, og rigtig glædelig jul.

 

Se læserbrevet her.